torsdag den 24. april 2014

Ikebana

Jeg sad i går og så et Grand Designs i fjernsynet.
Det handler om folk der bygger huse (i fede designs, med specielle materialer eller lignende).
Nå, men der var en kvinde som var japaner og hun underviste i Ikebana.
Og hvad er så det? - tænker du nok,
og det skal jeg fortælle dig.
Det er japansk blomsterbinding, som stammer fra noget buddistisk kultur,
men som egentlig handler om balancen mellem blomsterne, vasen og 
det miljø som det er opsat i. 


Jeg må nok indrømme jeg blev ret fascineret af det og efter en hurtig søgning på google, 
ja så virkede det da lige til. Det er sådan noget her jeg vil omgive mig med i mit nye smukke hus
(jaja, jeg skal jo lige flytte først).

Nu mangler jeg bare at finde en medsammensvoren OG nogle fine vaser 
(og en slags nålepude som hedder en Ikebana Frog).
Bare vent - snart er jeg ikke nødt til at låne billederne fra google :)

onsdag den 23. april 2014

Berlin tur/retur

Søndag aften kom vi hjem fra Berlin. 
Selvom jeg har været der før, synes jeg stadig det er en fantastisk by!
Det er næsten lige meget hvad tid på dagen det er, 
der er stadig mennesker på gaden, gang i butikkerne, musikanter i U-banen.
Helt vildt hyggeligt!

Derudover synes jeg det er fantastisk at handle i de tyske supermarkeder.
De har alt muligt spændende på hylderne, som man ikke umiddelbart kan finde herhjemme. 
Dog undres jeg over deres fascination af sovs.... 
De har så mange forskellige slags sovs, sovsepulver og des lige,
at man skulle tro de aldrig har lært at lave en rigtig sovs. 
Men jeg fik købt tranebær på glas, litchifrugter på dåse, tre forskellige slags ketchup,
for ikke at tale om alle de forskellige chokolader jeg har købt.
Jeg glæder mig til at skulle bruge det, i et eller andet lækkert.

Jeg er også utroligt fascineret af deres offentlige transportsystem,
og den måde det bare fungerer på.
Vi købte Welcome Berlin-kort
(anbefalelsesværdigt hvis man skal til Berlin!)
som gav os dagskort til transport og desuden rabatter på seværdigheder og butikker.
Det betød at vi bare kunne hoppe af og på,
der hvor der lige var noget vi skulle se.
Og eftersom Berlin er en meget stor by, var det helt sikkert et hit.

Deres banegårde er vildt flotte og spændende udsmykket. 
Det er også tydeligt om du befinder dig i det gamle øst- eller vestberlin.


Vi fik taget billeder af de fleste af de U-baner som vi besøgte,
og jeg har en plan om at lave noget kunstnerisk af dem,
når engang vi flytter 
(nu er både jeg og Onsdagshelten, ret glade for berlin).

onsdag den 16. april 2014

Hvem kan sove i Berlin

Det kan jeg godt! 
Jeg er så privilegeret at jeg skal holde påske i Berlin, med hele svigermekanikken, som er både svigerfar, svigermor og svigerbror. 

Sidste sommer var jeg på kærestetur i Berlin, og jeg må indrømme at jeg var vældig imponeret. Det er en fantastisk by med utrolig mange spændende indtryk og mangfoldigt liv. 

Det betyder så også, at jeg får en lille smule travlt når jeg kommer hjem - både med mit arbejde hvor jeg er under oplæring i en ny stilling, studie hvor jeg skal aflevere en opgave om lidt og i mit hjem hvor jeg skal pakke mere ned. 
Men men men... Jeg skal nok huske at dele min tur med jer ;) 

Hvis I nu får lyst til nachos i påsken, så fandt jeg på en ny måde at lave dem på. 
Efter man har drysset ost på, så kan man lægge pepperoni og majs på! Genialt lækkert! 

God påske!

mandag den 7. april 2014

Hæklerier

Nu er det jo blevet "in" at hækle.
Bamser, grydelapper, tæpper, puder og ALT hvad man kan komme i tanke om. 
Selv hækler jeg, og er ved at lave sådan en fin fyr her :
(Billede venligst udlånt af Pintrest)

Det bliver spændende hvornår han er færdig. 
Nu er Onsdagshelten lige flyttet ind (og har lige lagt sig syg), jeg er ved at pakke mit liv ned, deltager i Wofie workshop på uni,
oplæres til ny stilling på mit job OG derudover skal jeg jo huske at spise og sove engang imellem. 

Nu er det for alvor snart vi flytter, og jeg kan ikke vente!!!!
Jeg har allerede besluttet mig for et stenbed i forhaven, 
væksthus OG orangeri i haven, 
og jeg har ikke engang tænkt på at pakke ud endnu. 

Heldigvis er sommerferien lige om hjørnet, når vi flytter ind. 
Hvis det da ikke ender med en tur til Italien, som vi har talt om.

Nå, men frem til pointen!
Nu hvor hækling er blevet så populært, skal du vide, at det ikke er svært. 
Det kræver bare øvelse. 
Hvis du har lyst til at komme igang - så er her et par nyttige links og tips,
som nok vil spare dig for lidt tid til at starte med. 

Personligt købte jeg en bog, mest fordi jeg har lært det uden opskrifter, 
hvilket betyder at de forkortelser der er i opskrifter, 
ikke siger mig noget.
Men - så faldt jeg jo for Amigurumi (alle de søde dyr, kager osv),
og så var jeg jo nødt til at lære dem.
Jeg købte denne bog:
Den viser nemlig billeder sammen med forkortelser, samtidig med den fortæller dig HVORDAN du læser opskriften. Desuden er der mange søde opskrifter i bogen også.
 Bemærk venligst at den er på engelsk. 
(Hvilket betyder jeg endnu ikke kan det på dansk.)
Du skal bare søge på google/Amazon på Zoomigurumi
så kan du finde den. 
Når du har læst bogen, findes der et hav af sider med gratis opskrifter -
Kan du feks. huske jeg tidligere bloggede om Pintrest?
Det er NU du kan bruge den ;)
God fornøjelse